“Du ligner ellers ikke en pensionist”, og “kan du ikke bare bidrage en lille smule?,” er nogle af de kommentarer, unge førtidspensionister møder fra deres omverden. Og gruppen vokser. Rekord mange førtidspensionister tjekker ud af arbejdsmarkedet i en ung alder. Men med et endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet følger ofte fordomme og stigmatiseringer.
Af Kathrine Weinkouff Hansen og Emilie Lindahl-Jessen
Foran sin lejlighed i Vejle krammer Nicole sin veninde farvel. Med hovedet hvilende på venindens skulder hører hun en stemme bag sig sige: “Hej Nicole.”
Nicole vender sig om og får øje på sin tidligere kollega, som har retning mod hende. De omfavner hinanden, og kollegaen spørger varmt ind til, hvordan hun har det. Nicole fortæller, at hun snart skal flytte.
“Hvad arbejder du egentlig med nu?,” spørger kollegaen.
Nicole får altid en knude i maven, når hun skal svare på det spørgsmål.
“Jeg er faktisk pensioneret,” svarer Nicole.
Kollegaen bliver tavs, og en blanding af overraskelse og forvirring breder sig på hendes ansigt. En reaktion Nicole efterhånden er vant til at få, når hun nævner, at hun er førtidspensioneret som 29-årig.
“Det er jeg på grund af min autismediagnose,” forklarer Nicole. Selvom det ikke er hele forklaringen, er det oftest det nemmeste at sige.
“Jamen autister kan da godt arbejde,” siger kollegaen undrende.
“Hvad laver du til daglig?”
Nicole Månsson Bornhak er en af stadig flere førtidspensionister, der har forladt arbejdsmarkedet i en ung alder. Men med et endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet følger også nervøsitet for omverdenens reaktion. De unge førtidspensionister oplever at skulle forsvare deres situation og afkræves svar på, om det virkelig kan passe, at de ikke kan arbejde.
“Hvad laver du til daglig?,” er et standardspørgsmål vi ofte møder hinanden med. Og det kan være svært at svare på, når man er ung og har forladt arbejdsmarkedet for bestandigt.
Det fortæller privatpraktiserende socialrådgiver Marianne Stein. Hun rådgiver unge mennesker i forløbet op til at få tilkendt førtidspension, og nogle har hun også kontakt med, når de kommer ud på den anden side til et liv afskåret fra arbejdsmarkedet.
Nicole har efterhånden vænnet sig til, at folk bliver overraskede over hendes svar på standardspørgsmålet om beskæftigelse. Men hun er dog overrasket over, at mange kan stille spørgsmålstegn ved, om hun og andre er syge eller dårlige nok til at få tilkendt førtidspension.
“Det er ikke fordi, de deler pensioner ud som slik. Det er jo virkelig svært at få tilkendt en førtidspension,” siger Nicole.
Det fremgår af Nicoles afgørelsesbrev, at det ville have alvorlige konsekvenser, hvis hun blev sat i arbejde. Nicole har i mange år kæmpet med bidiagnoser som angst, depression og periodisk spiseforstyrrelse, og det konkluderes, at det ikke ville være sikkert for hende, hvis hun skulle presses i arbejde.
Merete Monrad er lektor på Aalborg Universitet, hvor hun er en del af Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser. Hun har et klart indtryk af, at de færreste danskere ved, hvor omfattende kravene er for at få tilkendt en førtidspension.
“Jeg kan høre på borgerne, at de oplever en manglende forståelse for den situation, de er i. Der er en forestilling om, at nogle af dem nasser,” siger Merete Monrad.
“Undskyld, men hvorfor skal du have førtidspension???”
Nicole vender blikket mod sin telefon, idet en notifikation fra Facebook popper op. Et ukendt navn har kommenteret et opslag på hendes Facebookside Ubemærket.eu – et liv med autisme. Nysgerrig trykker hun ind på den.
Kommentaren er skrevet af Helle Bundgaard, på et opslag Nicole delte den 27. december 2022. “Jeg fik tilkendt førtidspension for nogle dage siden,” står der i opslaget, som hun stolt har delt med sine knap 1800 følgere.
Nicole scroller igennem de mange lykønskninger, indtil hun når Helle Bundgaards kommentar. En anden bruger har allerede reageret på kommentaren med en sur smiley.
“Undskyld, men hvorfor skal du have førtidspension….”. Allerede fra første sætning får Nicole en knude i maven, og hun har svært ved at tyde beskeden. Hun tolker det som et angreb, men kan også godt sætte sig ind i Helle Bundgaards undren. Alligevel mærker hun en irritation boble indeni.
På den anden side af skærmen, 180 kilometer fra Nicole, sidder Helle Bundgaard. Med telefonen i hånden er hun tilfældigt faldet over Nicoles opslag. Hun studser over, at en så ung og velformuleret pige er blevet tilkendt førtidspension. Det får hende til at gribe til tasterne.
I dag står Helle Bundgaard ved sin kommentar fra julen 2022. Hun har ikke et ønske om at kritisere eller tale ned til Nicole. Men hun mener fortsat, at det er et svigt, når samfundet sætter unge mennesker på en førtidspension. Vi giver op på dem, og samfundet har ikke råd til det, lyder det fra Helle Bundgaard.
Nicole mener ikke selv, at hun er blevet opgivet af samfundet. Tværtimod har det reddet hende.
“Jeg har fået mit liv tilbage ved at få min pension. Jeg forstår ikke, hvordan man kan få det til at hænge sammen, at jeg skulle være blevet givet op på. Det er overhovedet ikke det, der er sket,” siger Nicole.
På sin Facebookside deler Nicole ud af sit liv med autisme.
“Det kan vi ikke være bekendt”
Unge mennesker skal ikke tilkendes førtidspension og parkeres permanent uden for arbejdsmarkedet.
Sådan lød budskabet, da den socialdemokratiske regering i 2012 præsenterede en omfattende reform, der skulle nedbringe antallet af unge førtidspensionister.
Ifølge daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skulle førtidspension så vidt muligt være et lukket land for borgere under 40 år. Hun udtalte følgende til Information i 2011:
“De facto bliver de opgivet af samfundet, når de kommer på førtidspension, og det kan vi ikke være bekendt.”
Reformen fra 2011 fik antallet til at falde, men i dag er det højere end nogensinde. I andet kvartal af 2023 var der en tilgang af unge førtidspensionister i alderen 18-39 år på omtrent 1600 personer, og samlet udgør de unge førtidspensionister mere end hver tiende af de danske førtidspensionister.
I andet kvartal af 2023 forlod 1618 unge førtidspensionister arbejdsmarkedet. Samlet udgør de unge førtidspensionister omkring 12 procent af landets 230.000 førtidspensionister. Kilde: Dansk Arbejdsgiverforening
Marianne Stein medgiver, at det er trist, når unge ender på en førtidspension, fordi der i de tilfælde er tale om alvorlig sygdom eller funktionsnedsættelse. Men hun er ikke enig i regeringens måde at omtale de unge på:
“At kalde førtidspension for en parkering er ikke i orden. Jeg synes, at vi skal have et opgør med den retorik. Det er nedladende, for de unge vælger ikke selv at blive syge.”
“Skal man virkelig skamme sig over at have brug for velfærdssamfundet?”
Nicole har fra sin barndom haft en drøm om et dejligt hjem, en god mand og et succesfuldt arbejde. Hun har to af tingene, men det sidste får hun aldrig. Derfor er det også forbundet med en sorg at sige farvel til den drøm. Det er et billede, som Marianne Stein også genkender fra mange af sine klienter.
Socialrådgiveren oplever, at mange af de unge førtidspensionister, hun møder, ofte er lettede over, at de får anerkendt deres sygdom og deres funktionsnedsættelse.
Hun mener ikke, at førtidspension bør betragtes som en endestation. Tværtimod kan det være en mulighed for at give de unge et værdigt liv. Og det er netop, hvad vores velfærdssamfund skal kunne tilbyde de syge og sårbare.
“Det, vi vil med vores velfærdssamfund, er vel at gribe de syge og sårbare. Så hvordan kan det være rigtigt, at man skal skamme sig over det, hvis man virkelig får brug for det?,” spørger Marianne Stein.
Merete Monrad mener også, at de fordomme unge førtidspensionister møder, er et eksempel på en konflikt i velfærdssamfundet. På den ene side er der en opbakning til, at borgere, der ikke kan forsørge sig selv, skal understøttes. Mens der på den anden side findes en meget stærk norm om, at alle arbejder og bidrager. Fra den konflikt udspringer ifølge hende en mistænkeliggørelse og mistillid til de borgere, som benytter sig af offentlige ydelser.
Marianne Stein møder unge på førtidspension, der er bange for at blive misforståede. Hun har klienter som er nervøse for at gå til frisøren eller klippe hækken. Simpelthen fordi, de er nervøse for at blive mødt af en undren over, hvorfor de så ikke også kan magte at arbejde.
Men som alvorligt syg er førtidspension nogle gange den løsning, der kan give det bedst mulige liv. Uden udsigter til at blive helt rask, kan pensionen give en nødvendig ro.
”De ting, der gør livet værd at leve, dem ville jeg ikke have i mit liv, hvis jeg skulle arbejde,” siger Nicole.